8. juni 2007
Teologisme

En af de mest sofistikerede måder at vinde en god diskussion på er at lade modstanderen smage lidt af sin egen medicin. Det er i store træk det teologen Mette Kathrine Grosbøll formår at gøre i sin bog om Tidehverv.Helt fra begyndelsen gør Mette Kathrine Grosbøll klart, at bogens sigte er en undersøgelse af Tidehvervs kirkelige og nationale engagement i besættelsesårene under 2. verdenskrig og i de seneste årtier. Det sker med den pointe, at der siden stiftelsen i 1926 er sket en gevaldig kursændring på netop det felt, der var Tidehvervs hovedanliggende fra begyndelsen. Nemlig det at være i opposition til både kulturkristendommens selvsikkerhed og dét at have patent på hvad der er sandhed.
Hovedkilden til Grosbølls undersøgelse, understreger hun, er Tidehverv selv, altså det blad, som stadig udgives i dag, men som efterhånden rummer flere og flere partipolitiske taler og dagsordener. Med Søren Krarup i redaktørstolen er der sket en markant drejning fra 1930’ernes teologiske opposition til en nutidig positiv politisk stemme, der lægger sig i det fjerne højre inden for dansk politik.
I beskrivelsen af Tidehvervs udvikling fordeler bogen sig på fire hovedtemaer. Det første er en beskrivelse af Tidehvervs begyndelse, det nødvendige opgør med Danmarks Kristelige Studenter Forbund og det liberalteologiske kirkeliv. Dernæst rettes blikket mod besættelsesårene, samarbejdspolitikken og modstandskampen, som er blevet Tidehvervs bagage på godt og ondt. Kulturkampen er et andet vigtigt fokus, som blandt andet skelner mellem de venstre og de højreorienterede i Tidehvervs indre kamp, hvor af de sidste blev. Sidst men ikke mindst kæder Grosbøll det hele sammen med vores nutid og Tidehvervs partipolitiske engagement, som det kommer til udtryk i præsterne Søren Krarup og Jesper Langballes medlemskab af Dansk Folkeparti.
Der er tale om en bog om Tidehverv, der stiller skarpt på en teologisk bevægelse, der ikke ville være en bevægelse, men som alligevel måske er gået hen og blevet ideologisk, en teologisme!
Bogen ”Teologisme” er et omskrevet kandidatspeciale i kirkehistorie og rummer en grundig og ordentlig bearbejdning af sine kilder, samt en ikke misforståelig kritisk stillingtagen til et Tidehverv anno 1926, der blev væk.
Mette Kathrine Grosbøll: Teologisme – om Tidehvervs vej til Christiansborg
Forlaget ANIS
Kr. 189,-
Annette Molin SchmidtFlere anmeldelser