Den lille sorte bog

A.S.Byatt's lille sorte bog indeholder fem små sorte fortællinger, der i bedste engelske tradition blander det realistiske med det fantastiske.

Fine små historier
Et par småpiger finder hinanden på et tog fuldt af evakuerede børn på vej væk fra London og blitzen. De ved ikke, hvor de skal hen eller hvorfor. Som Hans og Grete føres de længere og længere væk fra det kendte, så de ikke kan finde vej hjem. Et herskabshus på landet fungerer som opsamlingssted inden anbringelsen hos forskellige familier. Her går pigerne på opdagelse i skoven, og med et er vi i en eventyrverden, hvor en frygtelig altædende TING, bestående af de mest modbydelige sager og lugte, bugter sig gennem skoven som en kæmpe regnorm efterladende sig et slimet spor af ødelæggelse.

En midaldrende kvinde mister sin mor, og sorgen og savnet lægger sig lammende over hende. Hun bliver til sten. Helt bogstaveligt. Kvarts, basalt, alabast, karneol, kalksten alverdens stenarter spreder sig over hendes krop, og hendes blod bliver til lava. ”Stenkvinden” finder et nyt hjemsted i et islandsk troldfjeld!

Et ældre par kæmper i ”Det lyserøde bånd” med en dagligdag bestemt af kvindens fremskredne Alzheimers. Ved nattetide, når hun endelig sover, får manden besøg af en ung kvinde, hustruen som hun var, da de var unge og aktive under krigen. Er hun et produkt af hans fantasi? – Men hvem har så afsat læberødt på whiskyglasset?

To af fortællingerne er ikke fantastiske eller overnaturlige, snarere er de en smule surrealistiske. I ”Kropskunst” møder man en ung forsulten kunstnerinde, der selv som et omvandrende kunstværk har piercinger og søm alle vegne på kroppen, en gynækolog, som er fuldstændig distanceret fra de mennesker, der er inde i de kroppe, han behandler og en kunstkonsulent, som udgør den tredje part i en besynderlig trekant. Den ultimative kropskunst udgøres af et spædbarn, som ingen af dem havde ønsket, men som bliver centrum i trekanten.

”Råmateriale” handler om en forfatter med skriveblokering. Han afholder skrivekurser for en flok mere eller mindre talentløse elever. Èn af eleverne skiller sig ud med en tekst om, ”hvordan vi sværtede ovne før i tiden”. Den noget absurde historie får en uventet voldsom slutning.

Sanselige, underfundige og uafsluttede
A.S.Byatt’s beskrivelser er meget sanselige. Synsindtryk, lyde, følelser, lugte manes frem og får fortællingerne til at leve. Der er stor grundighed i detaljen. ”Stenkvinden” er et veritabelt leksikon over stenarter, og i ”Kropskunst” lærer man om både moderne kunst og medicinhistorie. Fælles for de fem historier er, at de egentlig ikke slutter, men snarere åbner sig mod noget nyt – hvad, overlades det til læserens egen fantasi at finde ud af. Man sidder tilbage med en række ubesvarede spørgsmål og en trang til at vide, hvad der skal ske på næste side. Der er bare ikke nogen næste side. Byatt forlader fortællingen, lige før den rigtig skal til at begynde – eller hun lægger op til en fortsættelse, der bare ikke kommer.

A.S.Byatt: Den lille sorte bog, fortællinger
Gyldendal 2007
288 sider, 229 kr.