16. maj 2007

Jesus von Nazareth

Jesus von Nazareth
Man kan ikke laste paven for at han er katolik, men man kan glæde sig over at han går til kilderne og lader sig inspirere, og så er det altid en fornøjelse når en teolog kan spille kirkehistoriens store tænkere ind i troslæren. En klargørende fremstilling og indføring i Ny Testamente som det ser ud fra et romersk-katolsk perspektiv.

Det er svært at begynde en anmelde af denne Jesus-bog som Joseph Ratzinger, også kaldet Benedikt den XVI, lige har udgivet. Det er et omfattende værk.
Han begynder forfra med et interessant forord om hans forhold til den historiske Jesus-forskning. Det vil nok både i sin åbenhed over for den historiske bevidsthed undre mange, ligesom det givetvis vil irritere nogle som nok læser det konservativt. Jeg er nu ikke så sikker på at det er så konservativt, men jeg kan se at dogmatikeren og religionsfilosoffen ikke vil overlade banen til bibelforskerne.

Dogmatikeren har ordet
Bogen er meget evangelisk – dvs. den går til kilderne, nemlig Ny Testamente. Benedikt viser et enormt kendskab til nyere eksegetisk forskning. Han viser sig også at være ganske interesseret i den protestantiske del af den, og gør Bultmann den ære at tage en tørn med ham.
Bogen kan betragtes som en meditation over den bibelske tekst eller som en lang prædiken. Det er nemlig dogmatikeren, som hele tiden vil sige noget om Gud, der har ordet. Den store viden gør at læseren får et grundigt kendskab til den bibelske baggrund, samtidens tænkning, og det hele sættes ind i en teologisk sammenhæng. Benedikt gennemgår Jesu dåb, fristelsen i ørkenen, evangeliet om Guds rige, bjergprædikenen, fadervor, lignelser og skriver om disciplene, de johannæiske billeder, Peters bekendelse og forklarelse og Jesu udsagn om sig selv.
Det er en elementær indføring i Ny Testamente og i den kristne tro som den ser ud fra et romersk-katolsk perspektiv.

Teologi efter noder
Bogen er imponerende i sin lærdom, frygtindgydende i sin stringens. Den må kunne være til inspiration for mange ved prædikenforberedelser fordi der kommes så vidt omkring, og døren åbnes for den gennemtænkte teologiske tanke og vilje. Det er en stringent fremstilling af troslæren, og Benedikt forsøger at værne kristendommen mod det han opfatter som, det moderne overgreb. Han er klassisk i sine formuleringer, og der er noget tidløst ved hans måde at skrive på. Det er nok på dette punkt at paven vil møde nogen kritik for det er ikke nemt at føle samtidens problemer i denne bog. Joseph Ratzinger er heller ikke den store poet; men hans analytiske sprog og hans redelige og klare fremstilling er teologi efter noder (og det fascinerer på sine egne betingelser). Jeg tror såmænd der er mange der vil blive overraskede over den nøgterne stil.

Snarere professorens end pavens pen
Når begge navne står på titelbladet, så er det nok for at gøre det klart at paven godt ved at denne bog ikke er et kirkeligt læredokument. Det er professoren, den intellektuelle, teologen der boltrer sig, og man mærker at man er i selskab med et menneske der har vendt mange tanker i sit liv og som har en dyb glæde ved det.

Det er modigt at udgive sådan en bog for nu kan alle kradse i den pæne hvide lak. Det er al ære værd. Man kan ikke laste paven for at han er katolik, men man kan glæde sig over at han går til kilderne og lader sig inspirere, og så er det altid en fornøjelse når en teolog kan spille kirkehistoriens store tænkere ind i troslæren. Men det hulter-til-bulter af en verden vi lever i, står stadig foran døren og mangler et par drøje hug. Måske det kommer i næste bind, for der står bind 1 på denne bog. Jeg vil også have den næste!

Joseph Ratzinger/ Benedikt XVI: Jesus von Nazareth.
Herder 2007.
447 s. – 24 €

 

Peter Skov-Jakobsen


Flere anmeldelser
Se også


Konfirmandundervisning med krop



Skriften på væggen



Paulus


Må frit gengives med angivelse af kilde: FOLKEKIRKEN i København