Mig og evigheden

Er livet en absurd forestilling om virkeligheden? I fire engagerede essays fremdrages og diskuteres centrale elementer af Johannes Sløks filosofi om kristendommen – først og fremmest de religionsfilosofiske konsekvenser Sløk drager af renæssancens og modernitetens opgør med en teistisk og metafysisk gudsopfattelse.

Umiddelbart fremstår de enkelte bidrag i ’Mig og evigheden’ meget forskellige både tematisk og med hensyn til tilgængelighed og formidlingsstil, men til sammen danner de – måske netop på grund af deres indbyrdes forskellighed – en dynamisk helhed, der fremstiller Sløks tænkning som både aktuel og vedkommende.

Tilværelsen forekommer grundlæggende absurd
I det første og ganske korte indlæg, ’Johannes Sløk - Rollen og tænkeren’, præsenterer Kjeld Holm i personlig biografisk stil sin ven Sløk som en passioneret tænker, hvis hele virke er drevet af en indre splittelse, der udspringer af en uafviselig, anfægtende mistanke om, at den menneskelige tilværelse grundlæggende er absurd. En fornemmelse, som samtidig betyder, at mennesket Sløk hele livet må forholde sig til sin konkrete omverden gennem selviscenesættelse. Præsentationen fungerer som et anslag til bogen som helhed. For netop spørgsmålet om, hvorvidt Sløk gennem hele sin religionsfilosofiske undersøgelse af forholdet mellem Gud, menneske og verden fastholder eller bryder med overbevisningen om tilværelsens absurditet, trækker en rød tråd gennem bogens forskellige bidrag.

Inspirationen fra Kierkegaard
I det andet essay, ’Den religiøse lidenskab - Sløk mellem Kierkegaard og Løgstrup’, vender Peter Kemp blikket mod den antropologi, som Sløk henter fra sin læsning af Kierkegaard. Fokus ligger på Sløks forsvar for Kierkegaards humanisme og på den inspiration, som Sløk finder i tanken om en ”evig bevidsthed”, et ”helligt bånd”, der knytter menneskeheden sammen, og i kraft af hvilken mennesket kan blive et selv ved at hæve sig op over det rent biologisk definerede liv og træffe ansvarlige valg for sin egen eksistens. Bort set fra en selvbiografisk indledning med en præsentation af Sløk og hans forhold til Løgstrup (herunder et lidet flatterende og mærkeligt overflødigt portræt af sidstnævnte) fremstår dette essay uden konkurrence som det vanskeligst tilgængelige. Med et meget komprimeret sprog og få anstrengelser for at tage læseren ved hånden i gennemgangen af et temmelig kompliceret stof lever især dette indlæg op til forordets advarsel om, at ’Mig og evigheden’ først og fremmest henvender sig til ”folk med visse forkundskaber”!

Brud eller kontinuitet
Anderledes er det i tredje essay, ’Gud menneske og verden - Sløks metafysik fra absurd teater til fortalt historie’. Det er ikke fordi kompleksiteten i stoffet forekommer at være mindre, men her understøttes læsningen af en bevidst formidlingsstrategi. Teksten er bygget op af spørgsmål og undersøgelse, hvilket gør det let at bevare overblikket og øger læserens mulighed for at forholde sig til erkendelserne undervejs. Lars Sandbeck stiller helt overordnet spørgsmålet, om der, trods Sløks egen hævdelse af grundlæggende konsistens og ubrudt kontinuitet i sit livsværk, alligevel kan påvises afgørende brud i hans opfattelse af, hvad virkeligheden i virkeligheden er. Kimen til en sådan vending, der opdeler forfatterskabet i henholdsvis en ”absurdistisk” og en ”narrativ” fase, finder Sandbeck i Sløks læsning af renæssancefilosoffen Cusanus. Det er Cusanus’ opfattelse af, at alt er til i Gud, der fører Sløk frem til den virkelighedsforståelse, som kendetegner slutningen af forfatterskabet. Nemlig, at den menneskelige tilværelse ikke udspiller sig absurd på uovervindelig afstand af Gud, men som en integreret del af ”den store fortælling”, Gud er.

Menneskets liv fuldbyrdes i kærlighed
Det forekommer derfor lidt abrupt, når vi ved indledningen til det fjerde og sidste essay, ’Kærlighedens religion – Sløks filosofi om kristendommen’, er tilbage i den absurdisme, som det forrige studie netop har taget afsked med. Men meningen viser sig at være god nok. For svarende til den erkendelse af en fortalt enhed mellem Gud, menneske og verden, som Sandbeck hævder, peger Niels Grønkjær her på en forskydning i menneskets tilgang til sit liv fra afgørelse til overtagelse. Grønkjærs essay diskuterer konsekvenserne af en forståelse af kristendommen som kærlighedens religion og viser, at menneskets liv ifølge den sene Sløk netop fuldbyrdes i kærlighed – ikke i en punktuel afgørelse for eller imod et verdensfremmed gudsrige, men – når det tager del i Guds historie ved til stadighed at tage den på sig og dermed forholde sig medskabende (eller medfortællende) til verden.

Mig og evigheden er, trods sit beskedne omfang, ikke en bog, man kommer hurtigt om ved. Den rejser og behandler en række af de centrale problemstillinger, der følger med antagelsen af et ikke-teistisk, ikke-metafysisk gudsbillede, og er dermed en bog, som animerer til eftertanke og fordybelse – navnlig i den sene del af Sløks teologiske og religionsfilosofiske forfatterskab.

Lars Sandbeck: Mig og evigheden – Johannes Sløks religionsfilosofi.
Anis 2007
133 sider – 149 kr.