Istanbul

Pamuks smukke erindringer pirrer fantasien og giver lyst til at lære Istanbul nærmere at kende.

Hüzün er åbenbart det tyrkiske udtryk for ”acedia”, ”tristhed”, ”melankoli”, ”henslæbthed”, og det hviler tilsyneladende på en forunderlig måde over den by som ellers folder sig ud i lange historier, dybe rødder, travlhed, indlevelse, forunderlighed, mystik, fattigdom, rigdom, ælde, ungdom. Men i modsætning til tristheden, så er der noget livsbekræftende i det tyrkiske udtryk – det er kun en form for eftertænksomhed og ikke en livslede.

Med Pamuk gennem Istanbul
Hvad det er Pamuk gør med sproget, kan jeg ikke sige, men han taler sig ind i sin læser med en stille overbevisning, og man opdager at man følges med ham rundt i Istanbul efter den anden Orhan. Det er både en skrækindjagende historie at lede efter den anden, den rigtige, den supplerende, men det er også en overbevisende oplevelse at følges med den første Orhan for han viser at han tør gøre sig helt åben for livet. Han fortæller om dengang, om nu, om engang, og man bevæger sig frem og tilbage i byens historie, i civilisationens historie, og der er europæere, osmannere, arabere og grækere med. Man får lov til at komme med ned af de store boulevarder i byens historie, men der er heller ikke en krinkelkrog der får lov til at ligge hen hvis den ellers er interessant.
Byen er ikke kun kulisse for Pamuks erindringer – det er byen der snor sig ind i hans liv og bliver hans liv – ligesom hans liv bliver en del af byens liv.

En enestående fortælling
I bogen er der masser af fotografier. De vil optage de fleste fantasier. Det er i det hele taget en bog der lægger op til den medløbende fantasi. Den første kærlighed, optagetheden af husene og arkitekturen er fascinerende. Pamuks beskrivelse af faderens og moderens forhold er enestående fordi det bliver klart at det er et problematisk forhold. Hans kamp for hele tiden at blive menneske, kampen for at tilegne sig livet i al sin modsætningsfylde er beskrevet i Istanbuls mylder.

Dette er en enestående fortælling, og den efterlader mig med en bevidsthed om at vide alt for lidt om Tyrkiet, men til gengæld ansporer den til at komme til at vide mere om en kultur der er europæisk og så alligevel også en hel masse andet.

Hvordan man skriver så enkelt, så smukt, på så rette linier og så alligevel med sådan en dybde kan jeg ikke helt forstå; men hans ord leger med tanken og pirrer fantasien og giver én lyst til at læse, tænke og leve.

Orhan Pamuk: Istanbul. Erindringer og byen.
Lindhardt & Ringhof 2007.
398 sider – 349 kr.