Et glas mælk tak

Et fint eksempel på hvordan litteratur kan bruges til at sætte fokus på et samfundsproblem. Om handlen med unge kvinder og om håbet, der giver sig til kende på trods af en håbløs situation.

Dette er ikke en bog for sarte sjæle, men en barsk historie fra samfundets bund, eller derfra hvor bunden røg ud. Emnet er trafficking, handel med unge østeuropæiske og baltiske kvinder, og det er der intet formildende ved. Snyd og bedrag, massevoldtægt, grov vold, udnyttelse og manipulation skildres, uden at fingrene lægges imellem – til tider overordentligt eksplicit.

Dorte er en 15-årig pige fra Litauen, som gerne vil gøre noget for at hjælpe sin familie ud af den fattigdommens håbløshed, som faderens død har stedt dem i. Skønt hun er en begavet pige, er hun også troskyldig og naiv, så hun lader sig lokke til at rejse til Stockholm for at arbejde på en restaurant. Virkeligheden rammer hende med fuld styrke, før de har forladt Vilnius, men der er ingen vej tilbage, og Skandinavien står stadig som det forjættede land. Dorte havde, indtil faderen døde, og verden gik af lave, en tryg og kærlig barndom. Det er på denne baggrund og i drømmen om at kunne vende hjem igen, hun henter styrke til at gennemleve ”en endeløs række af ting man ikke kan klare, men alligevel må igennem”. Hun bliver hjulpet igennem af mindet om moderens daglige samtaler med Gud og Jomfru Maria, søsterens vrede med dens uventede kraftreserve, som hun gør til sin egen og samtalerne, hun har haft med faderen om bøger og livet, samtaler hun nu fortsætter i den indre verden, hun flygter ind i, når virkeligheden bliver ubærlig.

Her er ingen overflødige sprogblomster. Stilen er enkel og kontant, men med en poetisk kvalitet, der særlig kommer til udtryk i beskrivelsen af elven, der flyder og bruser gennem hele bogen: Elven, der på én gang har en mørk og dragende kraft og går som en livgivende, rensende nerve igennem samfundet. Floden derhjemme i Litauen, elven i Trondhjem (?) og Oslos trafik, der med sin stadige brusen lyder som elven derhjemme.

Herbjørg Wassmos roman er et fint eksempel på, hvordan litteratur kan bruges til at sætte fokus på et samfundsproblem. Forfatterens indignation lyser ud af siderne, og selvom det er fiktion, er man ikke et øjeblik i tvivl om, at det er virkeligheden, der skildres her. Det er dog ikke kun en skildring af stor elendighed, dens årsager og virkninger – så ville det være journalistik og ikke litteratur. Det er også en roman om håb, der bærer gennem håbløshed, tillid der end ikke knuses af den største umenneskelighed, om venskab og ensomhed og frem for alt om de drømme og længsler, som hjælper mennesket til at udholde selv det, der er værre end det værst tænkelige.
Her gives ingen Happy Ending, men bogen slutter med håb – forfatterens håb om at slavehandlen og misbruget kan stoppes – og Dortes håb om at kunne vende hjem.