29. marts 2007
Blekingegadebanden

Om at glemme den kritiske sans i den gode sags tjeneste. Læs første bind af historien om Blekingegadebanden.Man mærker på Peter Øvig Knudsen at han godt kan lide at fortælle historien. Dette er et indblik i den kritiske danske politiske historie som den var hen imod afslutningen af den kolde krig. I denne bog får man indblik i hvordan der blev tænkt i snævre politiske cirkler på venstrefløjen. Man får et indtryk af dels den store ideologiske hengivenhed, dels af den meget snævre horisont der prægede disse kredse. Det er historien om hvordan mennesker bliver så optaget af en idé at de aldeles glemmer den kritiske sans.
I det godes tjeneste
De mennesker der udgjorde Blekingegadebanden, havde kontakter både til Rote Armee Fraktion og til palæstinensiske terrorkredse. De rejste udenlands for at lære sig det militære håndværk og blev med tiden ikke alene involverede i nogle af datidens terroranslag; men udviklede også et ønske om at blive aktører i den voldelige politiske udvikling.
Det er interessant at følge hvordan intet middel er for grumt til at stå i det godes tjeneste. Man må virkelig spørge sig, om de mon aldrig blev i tvivl om hvorvidt det nu var politik eller blot den rene og skære kriminalitet der blev udøvet.
Arbejdet i de snævre cirkler
Her er tale om det helt store hemmelighedskræmmeri. Ikke engang de allernærmeste vidste besked med de forskelliges handlinger. Kærester blev ikke involverede og spurgte tilsyneladende heller ikke. En morsom detalje hvor man ikke kan lade være med at klukle, er Øvig Knudsens beskrivelse af de ”bønnemøder” der holdes kvinder og mænd i mellem. Kvinderne syntes ikke at mændene talte ordentligt til dem og forsøgte på bedste ”kinesiske” måde at forbedre dem med opsange og reprimander. Mændene lader sig tale hårdt til; men fortsætter vist i øvrigt med deres ”drengestreger” som var ganske alvorlige, og derfor var de også under overvågning hele tiden.
Det er interessant at læse om denne første store terrorsag i Danmark. Det er nok værd at huske at den var væsentligt voldsommere end noget af det vi siden har set (endnu).
Det bliver spændende at følge optrævlingen af banden i næste bind; og forhåbentlig er der også nogle overvejelser over hvad der fører til at sådanne bander opstår. Det er interessant at følge den slags personligheder og få et indtryk af hvordan de er ”skruet” sammen.
Øvig Knudsen har en bred fortællende stil. Til tider ville det måske være nemmere om det stod lidt klarere og mere analytisk; men på den her måde får man et bredt indblik i politiske bevægelser i nord, syd, øst og vest, og man bliver involveret i den brede historie.
Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden. Den danske celle. Bind 1
Gyldendal 2007
440 sider (illustreret) – 299 kr
Peter Skov-JakobsenFlere anmeldelser