Døden, sorgen og håbet

Kofod-Svendsens bog fortæller med udgangspunkt i hans kristne tro om håb og håbløshed og om at komme tæt på døden.

Flemming Kofod-Svendsen fik tsunamien tæt ind på livet i 2004 da han mistede sin søn, svigerdatter og deres to børn. Denne tragedie er centrum for bogen der på én og samme tid er Kofod-Svendsens beretning om hvordan man reagerer når sådan en gru pludselig står for døren, og beretningen om hvordan det man tror på kommer til at spille med.

Hudløst ærlig
Kofod-Svendsen er en realistisk mand der ved at livet også består i at miste. Intet menneske bliver forskånet for den oplevelse; men det er sjældent at brutaliteten slår til på den måde som han og hans familie oplevede det. Det er en bog om hvordan man tumler med håb og håbløshed. Det er en hudløs ærlig beretning fra håbløshedens land hvor man aldrig kan tage ophold uden at håbe at det usandsynlige skulle ske. Kofod-Svendsen vil lykkeligvis ikke lægge øre til at livet skulle kunne forvandle sig til det vidunderlige gennem lidelse. Han fastholder at se ind i en tragedie. Det er faderen, svigerfaderen og bedstefaderen der skriver, og man mærker at sorgen slider i hans sætninger.

Hvor er de døde nu
Hele denne tragedie har Flemming Kofod-Svendsen taget med sig ind i sin kristne tros-tænkning. Ved bøn og bibellæsning har han forsøgt at oplyse sig og sine. Kirkens tradition og familiens vante omgang med troen hjalp til blot at tanken og følelsen kunne hvile i ny og næ eller blive udfordret. Igen gør han ingen hemmelighed af at han har taget nogle ture med Vorherre i den her anledning.

Bogen afsluttes af et afsnit om mellemtilstanden. Det er langt tid siden at jeg har set den behandlet af nogen. Men Kofod-Svendsen spekulerer i dette afsnit om hvor hans nærmeste familie mon er nu?! Det er en tanke som mange mennesker gør sig hele tiden, og derfor vil afsnittet nok vække nogen interesse.

Nøgternhed frem for poesi
Kofod-Svendsen er grebet af en vis nøgternhed og forsøger at give Himlen ord. Personligt tror jeg nok at jeg ville have brug for et sprog og nogle billeder der lå mig nærmere. De måtte gerne være formidlet af bibelcitater, men skulle nok yderligere forankres i billeder, poesi, litteratur.

Men vi mennesker er forskellige. For nogle er der klang i poesi og musik – andre finder den samme klang i ord som de altid har kendt og værdsat, netop fordi de åbnede for en hel verden.

Den eneste indsigelse mod bogen er at man får tanken at Kofod-Svendsen har det med at nævne Gud når noget er ubegribeligt eller uforståeligt. Jeg har aldrig selv følt at en af mine tragedier blev mig mere forståelig af at Gud skulle være i den. Der findes en meningsløshed som altså blot er meningsløs. Det hænder at man også bliver nødt til at fastslå det, blot for at ikke nogen skulle få den tanke at den Gud vi prædiker, skulle kunne finde på at skylle et par hundredetusinde mennesker op på stranden.

Flemming Kofod-Svendsen: Døden, sorgen, håbet.
Rosinante 2007.
173 sider – 199 kr.