5. marts 2007

Konstellationer

Konstellationer
Fem indlæg i en debat om kirkerne og det europæiske skrevet af Simon Kangas Larsen, Anne E. Jensen, Lisbeth Christoffersen, Jesper Høgenhaven, og Svend Andersen.

Veloplagte artikler om de protestantiske kirker og EU, om de retlige spilleregler og udfordringer, om den ”europæiske sjæl” og om hvorvidt man som lutheraner overhovedet kan være med i debatten. Nogle af debattørerne er klar til at tage det op med de politiske systemer, en enkelt forholder sig noget forbeholdent, men stemningen er vist så lidt generelt, at den her kommer man ikke uden om. Det er ikke først og fremmest en bog om Kirkerne og EU – det er en bog om Folkekirken og EU. Det her er en dansk bog.

Især falder jeg med interesse over tre artikler: Høgenhaven er informerende og velskrivende om sit synspunkt. Det står der i al klarhed og er lige til at angribe. Prisværdigt klart. Svend Andersen gør det klart hvad han finder luthersk, og gør det også klart at det må man ikke lade sig bremse af, men hellere lade sig udfordre. Mest interessant finder jeg nok MEP Anne E. Jensens indlæg. Her er en ærlig politiker der ikke har noget imod at ideerne kæmper og argumenterne flyder – og det kan godt være at vi er uvante med kirkernes rolle, men så må vi vænne os til det.

Det er en bog der skal købes og læses hurtigt, for det er en dagsaktuel debatbog og snart er den uaktuel på grund af politikkens forandring. Der burde komme flere af den slags bøger.

Jeg kan ikke dy mig for at tænke: hvad ville de andre europæere tænke om de kunne læse den? Jeg tror altså at vi skylder både dem og os selv til tider lige at bremse op. Jeg kunne godt tænke mig at hvis fremmede læste dette at de ville tænke: ”De sidder da vist og fryser med et ondt klima ude i et hjørne af verden og er ved at blive lidt sære – bare de ville være med og bidrage med det særlige i stedet for!”. Sjov pamflet. Godt oplæg til debat!

 

Ida og Kirsten Auken (red.): Konstellationer – Kirkerne og det europæiske projekt.
Alfa 2007.
108 sider. 179 kroner.

Peter Skov-Jakobsen


Flere anmeldelser
Se også


Konfirmandundervisning med krop



Skriften på væggen



Paulus


Må frit gengives med angivelse af kilde: FOLKEKIRKEN i København