23. februar 2007
Johnny Cash

En selvbiografi om en original countrysanger med hang til amfetamin, sprut og kvinder og et ligefremt og åbent forhold til sin kristne tro.Uhøjtideligt og med et glimt i øjet beretter Cash om sin beskedne og slidsomme opvækst i bomuldsmarkerne i Arkansas, sin tid som soldat i efterkrigstidens Tyskland og sine første musikalske landvindinger. Læseren hvirvles igennem country- og populærmusikkens historie. Vi møder et væld af navne fra 50'ernes til 90'erne, og alene af den grund har bogen stor interesse for den musikinteresserede. Den skal naturligvis læses, mens man lytter til hans musik.
Faderen står i et mindre flatterende lys, men venerationen til egne rødder, såvel musikalske som åndelige, er stor. Cash hviler i den grad i sig selv. Men succesen i musikbranchen har sin pris, blandt andet et forlist ægteskab og et stofmisbrug, som han i flere omgange kommer ud af, men som man alligevel fornemmer lurer hele tiden. Bogomslaget viser ansigtet af en hærdet gammel mand, som har prøvet det meste i livet på godt og ondt. Bogen er fuld af undskyldninger over for mennesker, han har svigtet, men der er alligevel ikke tale om klynk, mindst af alt om selvmedlidenhed. Der er mange kærlige skildringer, især af familien. Om sin anden kone, June Carter, skriver han blandt andet: "Hun har det sorte bælte i shopping"!
Med hang til kristendom
I bogens sidste del berører Cash sin kristne tro. Amerikanerne har jo aldrig været blege for at skilte med deres religion. Det kommer derfor som en overraskelse, at producerne bad ham om at droppe sit "Jeg er kristen" på de landsdækkende tv-shows. Men det ville han ikke. Bekendelsen udsprang af den gospelmusik, der blev spillet i programmerne. Ikke fordi Cash ville missionere, men fordi det i sammenhængen faldt ham naturligt at åbne sit hjerte.
"Hvis man vil være som Kristus - for det er vel, hvad det at være kristen betyder - så er man nødt til at ville sætte jordiske ting til side for at være tro mod sin overbevisning". Cash indspillede inden sin død i 2003 adskillige albums med åndelige sange samt en film, optaget i Israel – "Gospel Road". I mange år havde han nær forbindelse til evangelisten Billy Graham.
Det ville have været rart med et indeks, ligesom den udmærkede Johnny Cash-diskografi bag i bogen burde have været ført up to date (2005). Nogle af kunstnerens bedste frembringelser er udkommet efter 1997, hvor bogen første gang blev udsendt. Det irriterer lidt, at oversætteren, Steen Fill, flere gange skriver 'jeg', hvor der skulle have stået 'mig'. Disse indvendinger er dog mindre ting. Bogen anbefales varmt til alle med interesse for 'Guds eget land' og dets mest originale musikalske frembringelse ved siden af bluesen. Thank God, I'm a country boy!
Johnny Cash, En selvbiografi - i samarbejde med Patrick Carr.
Klim 2005 - www.klim.dk.
301 sider, ill., 269 kroner.
Torsten Dam-JensenFlere anmeldelser