19. januar 2007

Sacred Causes


I et bind har vi fået en hurtig gennemgang af Europas historie med henblik på religion og politik.


Burleigh forstår at panorere henover landskabet og fortæller historien så det nærmest ikke er til at lægge bogen fra sig.

Det er historien om hvordan der vandrer religiøse prædikanter rundt i Weimar-republikken, og hvordan ateismen kan gå hen og få en religiøs karakter i Sovjetunionen. Burleigh oplyser om situationen i det katolske Spanien, det ortodokse Serbien, i anglikanernes England, ja, i hele Europa, og læseren får perspektiveret viden ind i borgerkrige, verdenskrige, lokale konflikter. Især finder jeg bogen oplysende med hensyn til Vatikanets rolle i mellemkrigstiden. I årenes løb har så mange ment at det var rimeligt at bebrejde de forskellige paver deres rolle under diktaturer og krige. Burleigh er en kyndig iagttager og en retfærdig dommer. Læseren ved ikke på forhånd hvor Burleigh er. Han er en selvstændig intellektuel iagttager af verdens gang. Hans dom over den tyske protestantisme under det tredje rige finder jeg rigelig hård; men hans afbalancerede syn på den spanske borgerkrig er interessant. Han er en god iagttager af kirkens rolle i Østeuropa og har sans for det virkelige drama (og også for det melodramatiske).

Man kan fornemme at den irske konflikt hænger ham ud af halsen. Der falder nogle drøje sandheder når problemerne i den nordlige del af Irland skal behandles. Nogle vil nok mene at han er for overlegen. Men igen synes jeg godt at mennesker kan bære sig ad i historien, så de ikke fortjener andet end en nedladende overbærenhed. At store dele af den irske konflikt ikke er andet en kriminalitet, og intet har med religion eller politik at gøre, kan efterhånden godt siges højt.

Burleigh har stor respekt for religionerne. Især ser han det som sin opgave at forsøge at tegne et billede af hvordan det stod til med kirkerne og deres indflydelse på samfundet. Man mærker at han gerne ser at europæerne gør sig deres ophav klart. Han kender nok de religiøse retningers mange fejlgreb og forfærdelige misforståelser, men han slipper ikke det oprindelige religiøse og teologiske potentiale af syne.

Det er en historiker der synes, at man kan blive klog af fortiden der taler. Han skriver vist også denne bog for at vise at når historien om det 20. århundrede skal fortælles, så skal det ikke glemmes at menneskeligheden og demokratiet og respekten for de anderledestænkende ikke så sjældent overvintrede blandt de kristne, imens verden havde travlt med at fordybe sig i sekularisme, ateisme og mange andre fornøjelige ismer – men stor respekt for mennesker var der ikke at finde.

De afsluttende kapitler om Islam og Europa vil nok bringe stor diskussion i mange sammenhænge. Burleigh tror heller ikke på multikulturalismen.

En fornøjelse er det at læse et menneske som tror på at det nytter at tænke, forstå og udtrykke. Han lader sig ikke kategorisere; men er en fri iagttager med temperament og en fortælleevne af de helt sjældne!

Michael Burleigh: Sacred Causes. Religion And Politics From The European Dictators To Al Qaeda.
Harper press 2006.
557 sider.  £ 25.


Peter Skov-Jakobsen


Flere anmeldelser
Se også


Konfirmandundervisning med krop



Skriften på væggen



Paulus


Må frit gengives med angivelse af kilde: FOLKEKIRKEN i København