5. januar 2007

Sonjas godhet

Sonjas godhet
Den svenske religionspsykolog Owe Wikström har igen skrevet en vedkommende bog om det moderne menneskes længsel efter at forstå sig selv.

Med udgangspunkt i sin egen sygdomsoplevelse, og nærhed til døden, fordyber Owe Wikström sig i det menneskeliv som han anser for at være dybt afhængigt af medmennesket der også formår medfølelsen.

Wikström er en skarp iagttager af samtiden. Han har et afslørende øje for vores tendens til melankoli, tristhed, kværulanteri, og han konstaterer at vi er mennesker der gerne vil føle og tilpas og hygge os meget. Men vi er dybt foruroligede og kan kun vanskeligt finde os selv. Vi er så usikre at vi hele tiden lader os coache, taler om ledelse hele tiden, læser hjælp-dig-selv-bøger hele tiden.

Han har noteret sig at vi tror at der er nemme veje og at der er en ny-religiøsitet og en terapeut-kultur som bilder os ind at der er nemme veje.

Wikström gør på en forstående måde op med hele denne kultur, og gør læseren opmærksom på at den vigtigste i erkendelse i livet for selvet ligger og venter på den der tør overgive sig selv til medfølelsen og opdage den anden, også kaldet næsten. Desuden gør han åbenbart at der ingen nemme veje er. Læseren oplever hvordan han selv kæmper sig ud af mismodet og melankolien ved at tage fat i Dostosjevskis roman Forbrydelse og Straf og minder sig selv om Sonja, datteren der gør menneskeligheden og medfølelsen gældende i den umulige situation.

Wikström opfordrer mennesket til at turde de vanskelige samtaler – til at turde forstå at spiritualitet ikke er en nem løsning, men en lang vandring, og at intet menneske undgår at berøre døden. Han foreslår mennesket at slå en ”stor historie”, en religion, ud over sit liv og se sig selv som et led i en lang tradition der længes efter at forstå. Selv fremlægger han sit bibliotek som sin dyrebareste samtalepartner. I bøgerne får mennesket lov til at møde den helt anden verden.

Wikström er en nyttig samtalepartner på vej ud af samtiden ligegyldige selvoptagethed – er god at blive klog på mens man går mod en fornyelse af forståelsen for at vi er mennesker sammen.

 

Owe Wikström: Sonjas godhet. Medkänsla i en självupptagen tid.
Natur og Kultur 2006.
263 sider.

Peter Skov-Jakobsen


Flere anmeldelser
Se også


Konfirmandundervisning med krop



Skriften på væggen



Paulus


Må frit gengives med angivelse af kilde: FOLKEKIRKEN i København